Når jeg oplever at gaming går ud over skolen

Film om gaming

At komme ind i en anden verden
Hjalte beskriver, hvad der sker i ham, når han spiller. Det kan være afstresning, men det kan også være det modsatte.

Gaming som fællesskab
Hjalte beskriver hvordan han startede med at spille, og hvordan han efterfølgende udviklede interesse og dygtighed for spil.

Strategier til at få styr på sin spilleafhængighed
Hjalte giver strategier til, hvordan man får kontrol over sin spilafhængighed. Hvad gør man, når man får sagt dumme ting, til dem man kan lide, fordi de forstyrrer et godt run.

Oplevelser med en god studievejleder
Steffen og Phillip beskriver deres oplevelse med en god studievejleder, som har hjulpet dem begge med deres motivation for skolen.

Råd fra gamere

Her får du nogle råd og tanker fra tre unge gamere, som blev så opslugt af deres spil, at det nogle gange gik ud over skolen, lektier og afleveringer.

Sluk for internettet
"Jeg havde nogle problemer med motivation til, at lave lektier, fordi lysten til at game var blevet for stor. Jeg sad og gamede 6-7 timer om dagen, og det havde konsekvenser. Det gik både ud over min søvn, fravær og lektier. Jeg prøvede en masse ting for at få mig selv til at lave lektier, men der var aldrig rigtig noget, der hjalp mig. ENDELIG fandt jeg én ting, der hjalp mig: Jeg slukkede simpelthen for internettet, så der var ingen mulighed for, at jeg kunne game i stedet for at lave lektier" - Nicolai, 1.g

Prøv om du kan bruge gaming som belønning når du har lavet lektier
"Hvis jeg havde spillet dårligt blev jeg så sur, at jeg bare måtte tage et game mere. Det betød, at jeg kom for sent i seng, for sent op, og for sent i skole og heller ikke fik lavet lektier. Det kunne være lidt uheldigt. Mit råd er derfor: Brug gaming som belønning og start med lektier" - Muhammed, 2.g

"Find en motivationsmakker, som kan støtte dig undervejs fx en god ven fra din omgangskreds" - Victor, 3.g

"Jeg havde nogle problemer i min familie, og for at glemme dem, kom jeg tit til at game mere end jeg ville. Jeg ville ønske, at jeg havde løst nogle af mine problemer i stedet for at game så meget, at det kom til at gå ud over min uddannelse. Derfor - Hvis du har problemer kan det være godt at snakke med en lærer, en studievejleder eller en kammerat. Det hjælper!" - Muhammed, 2.g

"Tag en snak med dine forældre om, hvorfor det er så sjovt at spille, så de kan forstå, at det er vigtigt for dig. Find sammen ud af, hvad der kan være godt, at de gør for støtte dig med skolen og lektier og samtidig respektere din gaming. Snak også om hvad de ikke skal gøre, fordi det virker negativt!" -Christian, 3.g 

"Selvom man ikke sidder og gamer vil man stadig blive påvirket af sider som twitch, hvor man kan se andre folk live streame spil. Sociale medier såsom Facebook og Twitter kan også påvirke én, da hvis man liker nogle gaming sider, og man får løbende opdateringer om spil, selvom man ikke sidder og gamer" - Nicolai, 1.g

Gaming bygger én op

  • Der er SÅ mange fantastiske ting ved at være gamer!
  • Man gamer sammen med folk fra hele kloden, og forbedrer hele tiden sit spil ved at få respons fra andre gamere, som man er en del sammen med.
  • Flere af de kompetencer, man lærer som gamer, er efterspurgte på nutidens arbejdsmarked.
  • Man opnår høj grad af teknologiske skills.
  • Man mestrer sprog på flere måder, fordi man skal snakke med folk fra hele verden.
  • Man udvikler sin interesse sammen med folk i andre dele i verden, som man skal samarbejde med.
  • Man lærer at deltage aktivt i globale netværk, som er vigtige kompetencer på det globale arbejdsmarked.

Det her kan du prøve

Hvordan kan jeg få bedre styr på skole, lektier og gaming?

  1. Hvis du spiller meget i timerne, men godt vil følge mere med i skolen, er det nemt at blive 'påvirket' af sidekammeraterne. Vælg dig et andet sted at sidde, så du f.eks. bliver påvirket til andet end at spille. Eller tag en snak med de andre gamere, om I sammen skulle ændre stil.
  2. Find ud af hvor meget tid du vil bruge på skolen og gaming hver dag. Lav en plan for den kommende uge.
  3. Hvad fungerer bedst for dig? At starte med lektier eller gaming? Nogle starter med lektier, og holder pauser ind imellem for at belønne sig med et spil.
    Andre beslutter sig for en runde spil og går i gang med lektier bagefter.
  4. Find en motivationsmakker, som kan støtte dig i en holde din plan med skole, lektier og gaming.
    Hvad virker positivt, at en motivationsmakker gør - og hvad virker negativt?
  5. Lav en aftale med din mor og/eller far om at få spisetid og spilletid til at passe sammen. Så kan du spille færdig og spise middag med din familie.
    På den måde bliver der mindre diskussion, middagen bliver mere hyggelig, og det bliver sjovere at spille.
  6. Din studievejleder eller en god lærer kan hjælpe med at lægge en plan, hvis man har meget fravær, og er bagud med afleveringer. Tag en snak med din studievejleder eller lærer og læg en plan med skole, lektier, afleveringer og gaming.
    Fortæl vedkommende hvorfor gaming også er vigtig del af planen.
  7. Nogle gamer for at komme væk fra et problem i deres liv. Hvis du kan genkende det, kan du bede om en snak med en lærer eller studievejleder eller en anden voksen, som du har tillid til. De voksne kender til forskellige ungdomsproblemer, og kan være gode til at vejlede.
  8. Nogle gymnasier har oprettet en gamergruppe, for at vise, at man anerkender gaming, men også ved, at det kan konkurrere med skolen i timerne og i forhold til lektier og fravær. Tal med en lærer eller studievejleder om at oprette en gamergruppe, hvor I kan snakke om, hvordan man kan håndtere dette.  

Hvordan kan jeg hjælpe en ven?

Sejt at du vil hjælpe en ven eller kammerat. Ros til dig!

For at hjælpe en ven med at få bedre styr på skole, lektier, afleveringer og gaming, kan du gøre følgende:

  1. Tal med din ven om hvor meget tid, han/hun synes, at det er ok at bruge på at spille i forhold til også at gå i skole og lave lektier hver dag. Kig på Amandas metode, og se om den kan bruges her.Læg sammen en plan for den kommende uge.
  2. Vær din vens motivationsmakker: I kan fx mødes efter skole og lave lektier og game sammen.
  3. Hvad fungerer bedst for din ven?
    At starte med lektier eller gaming? Nogle starter med lektier, og holder pauser ind imellem for at tage en runde. Andre beslutter sig for ét spil og går i gang med lektier bagefter.
  4. Hvis I ikke kan være sammen efter skole, kan I aftale, hvad der ellers er godt at gøre som motivationsmakker.
  5. Hvis din ven fortæller om andre problemer, kan du tjekke appen ud, og finde råd og vejledning. Du kan også finde rådgivning på nettet indenfor andre problemstillinger.
  6. I kan også tage en snak med en voksen, som du/I har tillid til. Det behøver ikke at være en du/I kender personligt, men som kan være god at snakke med..
    Tænk over, hvem der kunne være en god person at snakke med? F.eks. en lærer, en studievejleder, en anden voksen. Eller måske en ven i din omgangskreds eller hans eller hendes forældre. Studievejledere og elevcoaches er vant til at modtage henvendelser om unges problemer, og de har mange redskaber til at hjælpe.

Her kan du få hjælp uden for skolen

Nogle gange kan det være rigtig godt at få en god snak med en god person.

Nogle foretrækker én, de kender.

Andre vil hellere tale med en udefra.

  • Her kan du få gratis en gratis og anonym snak med en som ikke kender dig: se ludomani.dk/ ring +45 70111810
  • På Mit Assist kan du skrive med andre unge om emnet. Du stiller et spørgsmål, du får et assist: mitassist.dk
  • Christian Mogensen er selv gamer og tilbyder samtaler og foredrag om alt der har med mennesker og computere at gøre. Se www.nogetomspil.dk / ring +45 42434069.
  • Er problemet mere personlige ting, kan du bede om en samtale med din læge, som kan vise dig videre til en, der kan hjælpe. Du kan også tjekke andre temaer ud i appen, og finde andre gode råd og vejledning.